Indeklimaet i danske folkeskoler får endnu engang dumpekarakter. Sådan lyder det fra Dansk Byggeri på baggrund af nye tal fra Arbejdstilsynet. Det er ikke godt nok. Slet ikke, når flere undersøgelser viser, at indeklimaet påvirker eleverne så meget, at det går ud over både trivsel og indlæring. Fx fører støjproblemer i skolerne til både træthed, hovedpine, koncentrationsbesvær og i sidste ende stress blandt lærere såvel som elever. Faktisk viser undersøgelser, at støj har indflydelse på forståelsen af undervisningen i en sådan grad, at det forsinker elevernes læsefærdigheder.
Den moderne folkeskole kalder på nye rammer
Men hvis vi skal komme problemerne med støj til livs kræver det, at vi tænker mere ud af boksen, når vi renoverer vores skoler. Vi bliver nødt til at tage højde for et stigende antal elever i klasseværelserne og længere skoledage som følge af folkeskolereformen. De gamle skolebygninger matcher heller ikke nutidens moderne undervisningsformer, der byder på mere gruppearbejde, bevægelse og tværfaglige aktiviteter. Noget der er med til at presse lydmiljøet i klasserne yderligere. Hvis folkeskolen for alvor skal udvikle sig og tilbyde tidssvarende undervisning, bliver de fysiske rammer altså nødt til at følge trop.
Derfor skal der tænkes meget mere i akustiske løsninger, når skolerne renoveres. Det skal ind i projekteringen fra start, så de akustiske tiltag bliver en del af både designet og den samlede indeklimaforbedring. Kun på den måde bliver skolerne i stand til at rumme moderne undervisningsformer, hvor socialt samvær, læring gennem leg og undervisning på tværs af fag er vigtige parametre.
Kommunerne skal tage teten
Vi skal altså til at tage det alvorligt, når 77 pct. af eleverne oplever meget larm flere gange om ugen, og når stort set alle elever melder om koncentrationsbesvær, når der er meget støj*. Der skal mere fokus på mulighederne for at forbedre lydmiljøerne i skolerne, for løsningerne er udviklet og klar. Producenterne af akustiske løsninger har nemlig længe været bevidste om, at støjproblemer har vidtrækkende konsekvenser.
Det er altså ikke nok, at der bygges nye legepladser eller installeres nye ventilationsanlæg på skolerne. Kommunerne bliver nødt til også at stille skarpt på skolernes akustiske egenskaber, der skal være i stand til at rumme en moderne folkeskole, hvor fremtidens samfundsborgere dannes og uddannes. Der kan være nok så gode intentioner i reformer og indførelsen af nye undervisningsformer. Men hvis rammerne ikke er udstyret til at kunne bære de nye tiltag, er vi lige vidt. Folkeskolen udvikler sig, så lad de fysiske rammer følge med til glæde for både elevernes og lærernes trivsel og faglighed.
* Ifølge elever på 5. klassetrin i en undersøgelse udarbejdet af Børnerådets Børne- og Ungepanel.