Som studerende får man ofte fortalt, at hele verden ligger åben for ens fødder. Alligevel kan det være svært at finde ud af, hvad der egentlig venter på den anden side af studietiden. Med et nyt mentorforløb vil Designskolen Kolding skabe netværk mellem de studerende og erhvervslivet for at lette overgangen fra studerende til industriel designer.
Mentorforløbet er en del af kurset ‘Innovation’, hvor de studerende skal skabe innovative produkter med udgangspunkt i FN’s 17 Verdensmål med hjælp fra virksomheder. Et af de deltagende firmaer er akustikproducenten Rockfon. Produktdesigner, Jesper Wolff, er mentor for en gruppe på fire studerende, som består af Domille Cepaityte, Laura Sanchez, Matilde Gro Larsen og Andreas Griis på 3. semester af bacheloruddannelsen i Industriel Design. Ifølge Andreas Griis har projektet allerede resulteret i lærerige erfaringsudvekslinger:
- Det er virkelig lærerigt at have en mentor tilknyttet. Jesper fortæller om sine erfaringer som industriel designer og om designprocesser. Når vi går i stå, kommer han med idéer, der får os videre. Og så har vi fået adgang til Rockfons løsninger af stenuld, som er en bærende del af vores designløsning, fortæller Andreas Griis.
Vil genindføre biodiversitet i byerne
I Andreas Griis’ studiegruppe har man valgt at arbejde med verdensmål 11, som drejer sig om bæredygtige byer og lokalsamfund, og verdensmål 13, som omhandler klimaindsats. Målet er at genindføre biodiversitet i byerne, og til det vil de gøre brug af løsninger med stenuld.
- Vi har fundet ud af, at der er et kæmpe potentiale i at dyrke plantevækst på lodrette flader af stenuld. Lige nu er vi i den eksperimentelle fase, hvor vi påfører forskellige alger og mos på fladerne for at se, hvordan det fungerer, forklarer Andreas Griis.
Tanken bag designløsningen er, at byernes mange lodrette flader skal bruges til at genindføre biodiversitet i byerne. Mere beplantning vil skabe et bedre miljø for særligt insekter, og her er de lodrette flader en uudnyttet ressource. Indtil videre har gruppen haft stort held med at bruge alger på fladerne, da de er nemmere at få til at gro end eksempelvis mos.
Udover at bidrage til biodiversiteten vil beplantningen på fladerne også have en positiv effekt på byernes høje lydniveauer. Der er i tætte byer udfordringer med meget støj fra bl.a. biler, hvor lyden reflekteres mellem hårde facader. Her kan flader med stenuld hjælpe med at dæmpe de høje lydniveauer, som betonbygninger forårsager.
Samarbejde til gavn for begge parter
Hos Rockfon ser man samarbejdet som givende for begge parter, da de studerende bidrager med friske øjne og nyt perspektiv:
- Vi er gået ind i det her projekt for at lære fra os, men vi er i høj grad også endt med at lære selv. Det er vigtigt at få et indspark udefra og få et friskt perspektiv på innovation og udvikling. Designskolerne er fyldt med dygtige studerende, som man kan lære af som virksomhed, og især områder som bæredygtighed og nye løsningsmodeller er interessante. For os er det samtidig en mulighed for at komme ud at spotte dygtige talenter, lyder det fra Jesper Wolff.
I Andreas Griis’ studiegruppe er de også glade for samarbejdet og håber, at det på sigt kan føre til mere:
- Samarbejdet er en kæmpe succes. Rockfon er ekstremt samarbejdsvillige, og vi har fået adgang til laboratoriet, snakket med kemikere og ingeniører, og det har været meget lærerigt for os. Jeg har allerede snakket med de andre i gruppen om, at det kunne være sjovt at søge en masteruddannelse hos Rockfon på et tidspunkt, afslutter Andreas Griis.
Projektet afsluttes i uge 51, hvorefter Andreas med sin studiegruppe vil indsende projektet til verdens største designpris, INDEX: Award.
Kolding Designskole
Læs mere om bacheloruddannelsen Industrielt Design på Kolding Designskole