Statistikker viser, at vi danskere i gennemsnit befinder os inden døre op til 90 % af tiden. Derfor er det afgørende, at det indeklima, vi befinder os i, er så godt som overhovedet muligt, hvilket stiller store krav til vores indeklimaløsninger.
- Et godt indeklima hænger i høj grad sammen med god akustik. Vi oplever heldigvis, at akustik i dag prioriteres i højere grad end tidligere. Det gælder også inden for boligområdet, fortæller Thomas Vilmar, salgsdirektør hos akustikproducenten Rockfon.
Et af de produkter, som forener både god akustik og et godt design, er Rockfons akustikloft Mono Acoustic. En løsning, som giver en helt hvid overflade i højeste akustiske klasse A. Thomas Vilmar fortæller:
- For at Mono Acoustic kan leve op til de høje krav om både design og god akustik kan løsningen udelukkende installeres af certificerede installatører, som har gennemgået et intensivt kursus. Kurset klæder samtidig installatørerne på i selve rådgivningsdelen, hvilket åbner en masse døre for dem.
Nye forretningsmuligheder hos INTERN
Indendørsentreprenøren INTERN fra Holte er et af de firmaer, som har sendt tre samarbejdspartnere af sted på et todelt Mono-certificeringskursus både herhjemme og i Belgien. Ifølge Rasmus Andersen, direktør hos INTERN, har kurset været ganske givende:
- Tre af vores samarbejdspartnere, en tømrer og to malere, var på Mono-kursus i Belgien i starten af august og kan nu kalde sig certificerede Mono-installatører. De var meget begejstrede for kurset og har i høj grad fået opdateret deres faglige viden. Både teoretisk og praktisk.
En certificering som denne åbner døre rent forretningsmæssigt, lyder det videre fra Rasmus:
- Certificeringen kaster mange fordele af sig. Det betyder bl.a., at vi nu har mulighed for at udføre installationen internt og ikke skal hente hjælp blandt kollegaer. Det udvider helt klart vores forretning.
Et kvalitetssikkert resultat
Rasmus Andersen har allerede planer om at sende endnu en medarbejder, nemlig en projektleder, af sted på kursus.
- Det er efter min mening vigtigt, at flere medarbejdere inden for forskellige områder har indsigt i produktet. På den måde er kvaliteten så høj som muligt, når vi overgiver projektet til næste led i kæden.
Rockfon udbyder Mono-certificeringskurset til håndværkere i hele landet. Flere Mono-installatører hilses hjerteligt velkommen.
- Vi vil meget gerne have endnu flere Mono-installatører. Så hvis man har et ønske om at blive certificeret og udvide sine forretningsmuligheder, skal man endelig ikke tøve med at kontakte os, afslutter Thomas Vilmar fra Rockfon.